Aktiviteter på øen
AKTIVITETER
Se alle aktiviteter på øen
Udover de aktiviteter vi tilbyder på campingpladsen, har du også mulighed for mange forskellige oplevelser rundt på øen. Læs mere om aktiviteterne herunder.
Rundt om øen
En tur rundt på Hjarnø vil give dig en fantastisk naturoplevelse. De store naturarealer giver en følelse af at befinde sig i en boble af ro og afslapning. Derfor anbefaler vi at I tager jer tiden til at opleve naturen.
Den bedste måde at opleve øen på, er enten at følge de mange afmærkede stier rundt om øen til fods og virkelig komme tæt på naturen, eller leje en cykel nede ved Kirken hos Vestergaards Mølleri som også er et besøg værd.”
Du kan læse mere om Vestergaards Mølleri her:
Cykelruten: Med Lille Hjarnø til Alrø
Hvis du har mod på at opleve Hjarnø på cykel eller til fods, kan vi varmt anbefale en tur med cykelfærgen Lille Hjarnø. Det er også muligt at stille bilen på havnen, og tage en tur med færgen uden cykel, blot for oplevelsens skyld.
Lille Hjarnø sejler mellem Snaptun og Alrø, med et lille øhop til Hjarnø. Færgen giver alle muligheden for at opleve naturen og området. Her vil du støde på mange forskellige spændende smags-, natur- og kulturoplevelser.
Turen er sammenlagt cirka 52 kilometer lang. Vi anbefaler at du booker billet til færgen på forhånd, da der er en max kapacitet på 12 cykler og 12 personer. Du kan booke din billet til Lille Hjarnø her.
Guidet traktortur
Den guidede traktortur er en fantastisk mulighed for at se hele Hjarnø og opleve den smukke natur. Vores guidede ture styres af lokale øboere.
Undervejs vil der være små stop og små anekdoter, så du lærer Hjarnø endnu bedre at kende. Du får historier om øens huse, kirken, selve øen og meget mere.
Turene starter og slutte ved havnen. For at komme med skal du tilmelde dig senest klokken 09:00 dagen før turen.
De guidede ture arrangeres løbende og med tilmelding. Hver tur og dennes pris bliver meldt ud på Hjarnø Traktortures Facebookside.
Der er også mulighed for at bestille en privat traktortur, som gruppe. Her kan I selv vælge hvad I gerne vil høre om, og hvad der er særligt spændende for jer at opleve.
For at booke en plads på en af turene, eller booke en privattur, skal du ringe til +45 9399 3686.
Strand og natur
Naturen er som sagt en stor del af Hjarnø. Derfor anbefaler vi også at du, eventuelt efter en guidet traktortur, udforsker øen op egen hånd.
Turen rundt på Hjarnø er ikke længere end du kan tage den til fods. På den måde vil du opleve endnu flere ting, og have tiden til at stoppe op og udforske forskellige steder nærmere.
Hjarnø byder også på en helt fantastisk badestrand, med lækker sandbund. Her er der mulighed for en kølende dukkert, i det danske sommervejr.
Kirken
Den hvidkalkede kirke ligger som et smuk varemærke ned til stranden, øst for færgelejet. Hjarnø kirke er Danmarks næstmindste kirke.
Ligesom mange andre ø-kirker er kirken på Hjarnø opført forholdsvis sent – antageligt i 1500-tallet. Under en brand i 1804 blev en del af kirkens træværk ødelagt. Senere, i 1877, blev der tilføjet et bindingsværkstårn på kirken.
Selve kirkeskibet i Hjarnø kirke er et vikingeskib. Det er i sig selv enestående for en dansk kirke. Kirken er åben i dagtimerne, hvis I vil ind og se kirken.
Du kan læse mere om Hjarnø sogn her.
Skolehaven
Skolehaven på Hjarnø er en naturlegeplads, og danner rammerne for leg og bevægelse – både for børn og barnlige sjæle. Der er mulighed for at nyde en medbragt madpakke, eller grille og lave snobrød ved et hyggeligt bålsted. Bålstedet ligger i læ af skolehavens æbletræer, og det giver gode muligheder for hyggelige stunder om aftenen.
Skibssætningerne “Kalvestenene”
I det sydlige hjørne af Hjarnø finder du et fredet areal. Her ligger 10 større og mindre skibssætninger, tilbage fra vikingetiden. Her er Kong Hjarne - som har lagt navn til øen - højsat med sine mænd.
Galleri Kirkesvinget
Lige overfor Hjarnø Kirke, og to minutters gang fra færgelejet, ligger galleri Kirkesvinget. Her finder du udstilling af maleri, keramik, kunsthåndværk og meget mere.
Hjarnø Vinlaug
Hjarnø Vinlaug er indbegrebet af hygge og fællesskab. Det er muligt både at besøge Hjarnø Vinlaug som forening, klub eller en gruppe venner og familie.
Hjarnø Minigolf
Du kan selvfølgelig også udfordre dine venner og familie i et slag minigolf. Minigolfbanen har 12 huller og ligger tæt på både campingpladsen og skolehaven.
Andre aktiviteter i nærområdet
Udover aktiviteterne på øen, er der også mulighed for at hoppe ombord på færgen og smutte en tur til fastlandet. Her vil du blandt andet finde disse muligheder, i forholdsvis kort afstand fra havnen.
- Legoland
- Lalandia
- Industrimuseet
- Massey Ferguson museet
- Glud museet
- Juelsminde
- Givskud Zoo
- Fængslet i Horsens
- Shopping i Horsens